Titlen siger vidst lidt sig selv. Mette og jeg så i fredags “Harry Potter og dødsregalierne – del 1″ i biografen, noget som vi, som Potter-begejstrede, glædede os meget til.
Allerede i filmens start er der drama, og der går ikke mange minutter, før det første angreb fra dødsgardisterne er sat ind. Og det tempo fortsætter hele filmen igen. Nu har jeg læst bogen, og vidste derfor nogenlunde hvad der ville ske, og derfor kunne jeg også følge med, men jeg forestiller mig det er en smule svært for dem der ikke kender historien i forvejen, da filmen foregår i et hæsblæsende tempo, hvilket er imponerende, når man tænker på, at handlingen skal vare over to film.
Jeg var lidt skuffet da jeg lige havde set sekseren (filmen før denne), da jeg synes den fulgte bogen for lidt, og der manglede noget, som jeg synes var meget spændende, nemlig hvorfor Voldemort var blevet som han var. Samtidig var den alt for sjov, i forhold til den stemning bogen ligger op til. I syverens første del, synes jeg til gengæld det modsatte. Den er lige så dyster som bogen, og følger, så vidt jeg husker, også bogen meget godt. Og denne forskel er endda sket med den samme instruktør.
Filmen slutter det mest oplagte sted, efter min mening, og leverer præcis det som jeg havde forventet, men man sidder uforløst bagefter, fordi der ikke er en slutning, og anden del først kommer til sommer. Så selvom jeg ved hvordan det ender, så glæder jeg mig alligevel til at se hvordan den ender.
Alt i alt synes jeg det var en god film, som dog sagtens kunne være længere (hvis man laver to film, for så kun at lave fire timer i alt, synes jeg det er lidt tyndt), og som føles underligt uforløst når den er “færdig”. Jeg kan ikke vente til del 2.
